Aarhus Rådhus



Aarhus’ fredede rådhus minder ikke om mange andre danske rådhuse med sin marmorbeklædte facade og sit monumentale, 60 meter høje tårn, der er synligt fra store dele af byen. Projektet var mildest talt kontroversielt fra starten, men i dag sætter de fleste aarhusianere pris på Arne Jacobsens funktionalistiske rådhus, der universelt betragtes som et ikon for byen.

Tag endelig et kig indenfor i dette modernistiske vartegn, der er nøje indrettet med speciallavede lamper, gulve, trapper og sågar dørhåndtag. Der er fri adgang til rådhuset, men udvalgte områder er aflukkede, med mindre man bestiller en af de regelmæssige rundvisninger (80 kr. inkl. et besøg i rådhustårnet).