Murphy's Burger Joint



Murphy’s Burger Joint er et af de bedste eksempler på Aarhus’ nylige indtog af såkaldte burger joints, der serverer et alternativ til den udbredte, tætpakkede caféburger. Som ved mange andre nye etablissementer tilbyder Murphy’s en relativt enkel burger, som kan spises med hænderne. Burgerne indeholder ganske enkelt en blød bolle, en mediumstegt bøf af kvalitetsoksekød og de mest basale friske grøntsager: tomat, løg og salat. Dertil kan de sædvanlige tilføjelser fås, nemlig ost, bacon og ekstra bøffer. Og det hele smager — med et ord — fantastisk.

Det bliver kun mere imponerende af, at Murphy’s burgere har særdeles rimelige priser. En burger koster 50 kr. (55 med ost), mens et måltid med pommes frites og en læskedrik blot løber op i 75 kr. Vi snakker McDonald’s-priser for et måltid, der er markant bedre. Murphy’s Burger Joint er uden den mindste tøven en af Aarhus’ absolut bedste billige spisesteder, når man har lyst til den lidt mere snaskede fastfood.

Udvalgte priser

Burgermenu (inklusive pommes frites og drikkevare)
75,00 DKK