Dette er (fattigrøvens) Aarhus

Velkommen til Danmarks næststørste by. Som hjemsted for 300.000 mennesker er Aarhus længe blevet overskygget af landets hovedstad mod øst. Ikke desto mindre er Jyllands hovedstad en selvsikker by, der ynder at beskrive sig selv som “verdens mindste storby” Og tag ikke fejl: Aarhus’ selvtillid og ambitioner har håndgribelige konsekvenser, da byen er et stort dansk vækstcenter, som er blevet udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Aarhus, der ligger ved udmundingen af åen med samme navn, udvikler sig med lynets hast. Nordhavnen, der tidligere lagde grund til Aarhus’ industrihavn, bliver udviklet til et område med både boliger, handel og uddannelse. Ceresbryggeriets tidligere grund gennemgår en lignende forvandling. Og Danmarks første letbanesystem er under udvikling med henblik på at forbinde bymidten bedre med Aarhus’ forstæder.

Aarhus er også en kontrasternes by. Mens de rige kvarterer i Risskov og Højbjerg måske bidrager særligt til byens økonomi, hersker der ingen tvivl om byens ungdommelige ånd. Omtrent 50.000 studerende gør Aarhus til et centrum for uddannelse i Danmark med landets største andel af studerende. Selv om Aarhus får stor opmærksomhed for sin blomstrende haute cuisine, er der således også et stigende antal virksomheder, der henvender sig til de mindre velhavende men særdeles talrige studerende.

Selv om Aarhus er blandt de dyreste byer i et af verdens dyreste lande, har Aarhus i sandhed noget for enhver. Vi vil gerne hjælpe både indbyggere og besøgende – hvad enten de er studerende eller blot økonomisk velovervejede – med at finde vej gennem de mange billige tilbud i Aarhus. Gratis oplevelser, billige måltider og en billig aften i byen: Det hører alt sammen til her. Og du er mere end velkommen til at hjælpe os med vores projekt ved at tippe os om gode steder for sparsommelige personer – og ved at fortælle ligesindede om AOAB!

Dette er Aarhus. Vi håber, du nyder dit ophold.